Psytrances subgenrer forklaret

Psytrance er ikke én lyd. I løbet af tre årtier har genren delt sig i stilarter, der adskiller sig i tempo, stemning og sounddesign, og hver af dem har sine egne dansegulve og tidspunkter på festivalerne. Her er et overblik over de vigtigste subgenrer, og hvad der adskiller dem.

Hvor det hele kommer fra

Psytrance voksede ud af goa trance i midten af 1990'erne. Producerne bevægede sig fra goas lange melodiske linjer mod strammere rytmer, rullende basslines og mere elektronisk sounddesign. Hallucinogen, Simon Posfords projekt, var et af de afgørende navne i den periode.

Teknologien skubbede udviklingen videre. Softwarestudier som Ableton Live og Logic Pro samt virtuelle instrumenter og plugins gjorde detaljeret sounddesign muligt på en laptop. Senere gjorde platforme som SoundCloud, YouTube og Bandcamp det muligt for producere at nå et verdensomspændende publikum uden et stort label, og mange af nutidens kunstnere er selvlærte. Resultatet er en scene, der hele tiden finder på nye variationer.

Det meste psytrance ligger mellem cirka 135 og 150 BPM, og de mørkere stilarter går hurtigere. Inden for det spænd har hver subgenre sin egen karakter.

Full-on

Full-on tog form i slutningen af 1990'erne og er den energiske, melodiske side af psytrance: en hurtig, rullende bas, lyse synth-leads, fængende hooks og store build-ups og breaks. Den ligger som regel i den øvre ende af tempospændet, omkring 140 til 150 BPM. Infected Mushroom, Astrix, GMS og Vini Vici er blandt de mest kendte navne, og Astrix' "Deep Jungle Walk" er en klassiker i stilen.

Progressive psytrance

Progressive er mere minimal og som regel langsommere, ofte i den lave til midterste del af 130'erne. I stedet for store melodier bygger den på en dyb, groovy bas, gradvise build-ups og diskrete ændringer i lyd og tekstur over lange stræk. Den har hentet indflydelse fra techno og house og blev enormt populær fra slutningen af 2000'erne med producere som Neelix. Det stabile, hypnotiske flow passer til lange sæt, især i dagtimerne på udendørsfestivaler.

Dark psytrance, forest og twilight

Dark psytrance er det modsatte af full-ons lyse melodier. Den er som regel hurtigere, ofte et godt stykke over 150 BPM, med tunge basslines, dissonante lyde, lag af effekter og uhyggelige samples. Melodier er sjældne og uforudsigelige, så spændingen kommer fra sounddesignet. Den spilles mest om natten.

Forest er en beslægtet stil med en organisk, naturlig atmosfære: knitrende, raslende teksturer og en snoet, mærkelig stemning. Twilight ligger mellem full-on og dark og blander drivende energi med mørkere motiver, hvilket gør den nyttig til overgangen fra aften til nat i et DJ-sæt.

Chillout og psybient

Den langsomme side af scenen kaldes chillout, ambient eller psybient. Den har rolige rytmer, brede atmosfæriske lyde og ofte organiske samples og indflydelser fra verdensmusik, og du hører den i festivalernes chill-out-områder og i de roligere timer. Shpongle, Simon Posfords og Raja Rams projekt, er det mest kendte eksempel; deres album "Are You Shpongled?" fra 1998 blander elektroniske beats med organiske instrumenter og samples fra mange musiktraditioner.

Scenen omkring lyden

Subgenrerne former også, hvordan festivaler programmeres: lysere, progressive lyde om dagen, full-on på peak time, twilight og dark om natten og chillout ind imellem. Festivaler som Boom i Portugal og Ozora i Ungarn samler dem alle og supplerer musikken med kunst, workshops og natur.

Billedkunst er en stor del af kulturen: mandalaer, fraktaldesigns og projektioner, som kunstnere og visuelle skabere udvikler sammen med musikken. Lokale fester, online fora og sociale medier forbinder producere og fans mellem festivalerne, og temaer som miljøbevidsthed dukker op igen og igen, både i musikken og til eventsene.